Hornhindesår

Hornhindesår kan opstå som følge af traumatiske skader på øjet. Hos hunde, katte og andre dyr opstår undertiden et overfladisk sår i hornhinden, selvom øjet ikke har været udsat for nogen fysisk skade.

Hvad er hornhindesår?

Hornhinden er øjets yderste lag, som kan ses, når øjet betragtes forfra eller fra siden. Hornhinden er bygget op af flere små lag klart gennemsigtigt bindevæv. Yderst på hornhinden findes en klar tårefilm, som sikrer, at hornhinden ikke udtørrer og renser hornhinden for støv og mikroorganismer. Hvis tårefilmen ikke er intakt eller tilstrækkelig tyk, blottes hornhinden og bliver meget sårbar. Indersiden af hornhinden er beklædt af en fin membran, som udgør grænsen ind til det forreste øjenkammer. Sår på og i hornhinden skyldes en beskadigelse af et eller flere lag af hornhinden. 

Et hornhindesår kan have meget forskellig størrelse (udbredelse) og forskellig dybde. Som ved andre sår fx i huden, er det ikke nødvendigvis sårets størrelse, men snarere dybde, som bestemmer, hvor alvorligt hornhindesåret er for dyret. Et lille, men dybt sår, der trænger ind gennem den inderste membran og ind i forreste øjenkammer, kan få langt mere alvorlige konsekvenser for dyrets øje, end et stort overfladisk hornhindesår.

Hvad er symptomerne på hornhindesår?

Symptomerne afhænger i høj grad af årsagen til hornhindesårets opståen. Hvis såret er overfladisk, kan det eneste symptom være, at øjet løber i vand, samtidig med at dyret hyppigt blinker eller ikke åbner øjet helt, som udtryk for smerte og ubehag. 

Dybe hornhindesår, der strækker sig ind i øjet, kan medføre at væske og bestanddele fra de indre dele af øjet kommer ud gennem såret. 

Infektioner i øjet vil ofte give betændelsesflåd samt et rødt irriteret øje.

Hvordan behandles hornhindesår?

Akutte, overfladiske hornhindesår behandles lokalt med antibiotikaholdig øjensalve minimum 3 gange dagligt og evt. ikke-binyrebarkholdige betændelseshæmmende øjendråber. 

Ved større læsioner kan behandlingen suppleres med enzymhæmmere (acetylcystein) for at mindske opløsning af hornhinden omkring såret. 

Lokal behandling kan ved større sår understøttes af generel behandling med indsprøjtning af antibiotika og betændelsehæmmende (smertestillende) lægemidler. 

En meget effektiv behandling (ved store læsioner) er at lave en lille øjenslimhindeflap, som under fuld narkose syes hen over hornhindesåret, eller man kan helt sy øjenlågene sammen i nogle dage. 

Ved større læsioner kan det være nødvendigt at fjerne hornhindeflapper. Ligeledes fjernes evt. fremmedlegemer. Det kan være nødvendigt at sy hornhindesåret sammen, især i de tilfælde, hvor en skarp genstand f.eks. en torn eller lignende har lavet hul gennem hornhinden ind i forreste øjenkammer. Større og dybe hornhindsår kræver ofte behandling hos en øjenspecialist med særlig viden på området og adgang til specialudstyr.

Sår i hornhinden, der ikke heler - ulcus cornea indolens

Nogle hornhindesår kan ikke hele normalt. Videnskabelige undersøgelser har vist, at årsagen til manglende heling skyldes en defekt i hornhindens øverste lag.

Det yderste lag i hornhinden, overfladecellerne, limes til en tynd hinde, basalmembranen, og det er tilhæftningen til denne basalmembran, der er unormal. Selvom overfladecellerne hurtigt formerer sig og dækker såret, ligger de løst oven på hornhinden og såret heler alligevel ikke.

Ulcus cornea indolens optræder hyppigst hos midaldrende eller ældre hunde og katte, men ses også i enkelte tilfælde hos helt unge dyr. Denne specielle form for sår i hornhinden heler ikke trods behandlinger med flere forskellige øjensalver og -dråber, og det skyldes, at såret ikke er forårsaget af en infektion.

Såret kan opstå hos alle hunde og katte, men hos hunde er nogle racer mere disponerede for denne sygom, og det gælder specielt boxer, fransk og engelsk bulldog m.fl.

Ikke-helende hornhindesår kræver operation. Under let bedøvelse og med brug af lupbriller eller operationsmikroskop renser dyrlægen såret og fjerner de løse sårrande. Herefter foretager dyrlægen en operation i hornhinden, der får såret til at hele.

 

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.