Kloklipning er en vigtig del af den almindelige pleje for din hund og for nogle kattes vedkommende. Det kan føles ubehageligt at gå, hvis kløerne er blevet for lange og risikoen for klobrud øges, ligesom for lange kløer kan vokse helt ind i trædepuderne, hvilket kan medføre smertende sår og risiko for infektion.
For de fleste hunde og nogle indekatte er det passende at få kløerne klippet en gang om måneden, men klo-tilvæksten er lige så individuel som klo-slitagen, så nogle individer har brug for hyppigere kloklipning og andre sjældnere.
Kloklipning på hunde
Hårdtarbejdende hunde holder ofte deres kløer i en god længde gennem slitage. Vildtkløer og ulvekløer (som sidder lidt oppe på benene) bør klippes oftere end de øvrige, eftersom de ikke bliver slidt naturligt, når hunden går.
Klipning af kløer på katte
Udekatte har brug for deres skarpe kløer til at klatre i træer og forsvare sig mod vilde dyr og andre katte. Derfor anbefales det ikke, at man klipper kløerne på dem. For indekatte er det vigtigt, at man sørger for gode kradsemuligheder flere steder indendørs for at modvirke, at de hvæsser kløer på møbler og indretning. Nogle indekatte kan have behov for at få klippet kløer.
Hvordan træner jeg min hund eller kat i at få klippet kløer?
Det er bedst at træne hvalpen og killingen i at få klippet kløer tidligt i livet, så den bliver vant til det. Kloklipning bør altid trænes med positiv forstærkning, hvor dyret belønnes for den korrekte adfærd.
Vi tilbyder hjælp til regelmæssig kloklipning såvel som instruktioner til dig, hvis du gerne vil lære at klippe kløerne selv.
Sådan klipper du selv din kats kløer:
- Placér din kat i dit skød, så den vender med ryggen ind mod dig
- Tryk forsigtigt på hver pote for at få kløerne frem
- Se om du kan få øje på det lille blodkar som løber i hver klo, pas på du ikke får klippet for tæt på det
- Placér klipperen vinkelret på kloen, fra top til bund, og klip! (Hvis du klipper kloen fra side til side kan du risikere, at kloen splintrer)