TTA og TPLO er relativt nye operationsteknikker i forbindelse med korsbåndsskader på dyr. Ved TTA og TPLO ændres selve dynamikken i knæleddet, og derved overflødiggøres korsbåndets funktion. Dette kan lyde drastisk, men selve indgrebet er mindre omfattende end den traditionelle behandlingsmetode, hvilket bevirker at patienterne kommer sig hurtigere ovenpå operationen.
Teknikkerne sikrer også, at knæet forbliver stabilt i fremtiden, og at dyret derved kan leve et friere aktivt liv, samtidig med at risikoen for følgeskader og slidgigt bliver væsentligt formindsket. Teknikkerne er særligt velegnede til meget aktive eller store dyr, men kan i princippet benyttes til alle kæledyr.
Senest er der kommet udstyr og implantater så metoden også kan bruges til de helt små dyreracer. Til disse kaldes operationen en miniTPLO.
Disse teknikker kan med fordel bruges tidligt i forløbet før korsbåndet rives helt over.