Årsager til halthed
Hvis haltheden står på mere end nogle dage, er det særligt vigtigt at afklare årsagen til haltheden. Ingen dyr, og især ikke dyr i vækst, må ignoreres ved en vedvarende halthed. Der kan være tale om vækstrelaterede årsager som f.eks.:
- Fragmenteret processus coronoideus (FCP)
- Osteochondrose (OCD)
- Ununited anconeus proces (UAP)
- Patella-luxationer
Her er det afgørende for dyrets fremtidige muligheder for et godt og haltfrit liv, at lidelsen behandles hurtigst muligt og inden dyret er udvokset. Hvis en eventuelt korrigerende operation udføres inden dyret er udvokset, vil helingsprocessen og dermed den fremtidige prognose forbedres væsentligt.
Diagnostik
Som en del af forundersøgelsen forud for en evt. ortopædisk operation, vil dit halte kæledyr komme ind til en klinisk undersøgelse, hvor årsagen til haltheden forsøges afdækket ved at undersøge led, sener og muskulatur.
I samarbejde med dig, som kender dyrets normale reaktionsmønster og smertesignaler, vil vi forsøge at afdække årsagen til haltheden. Ofte vil en sådan undersøgelse suppleres af injektion af et muskelafslappende præparat og røntgenundersøgelse.
Hvis halthedsundersøgelsen foretages af en dyrlæge med særlig viden om orthopædkirurgi, vil du kunne få den bedste vejledning i, hvordan operation eventuelt kan hjælpe dit dyr og hvad du kan forvente dig i forhold til prognose.
Dyr, der halter, har ondt - dyr er mestre i at kompensere og tilpasse sig tilstande og situationer, derfor kan selv et svært halt dyr ofte spurte afsted hvis nødvendigt, og så først efterfølgende igen vise tegn på smerter.