De fleste kejsersnit er akutte operationer, hvor hundyret af den ene eller anden årsag ikke er i stand til at føde naturligt. Vores dyrlæger og veterinærsygeplejersker har erfaring med, hvad der skal til, for at det akutte kejsersnit foregår så stille og roligt som muligt.
Hvordan foregår et kejsersnit på dyr?
Før operationen
Fra første færd er det både moderdyrets og ungernes ve og vel, der er i højsæde. Derfor indlægges moderdyret, og indledende behandling med væske, forberedelse til operation og ilttildeling startes med det samme.
Så snart alt er klart til operation, bedøves dyret med så skånsom bedøvelsesmedicin som muligt og operationen påbegyndes.
Under operationen
Under operationen vil der altid være mindst én veterinærsygeplejerske, ofte to, tilstede for at assistere med monitoreringen af dyret under bedøvelse og hjælpe med at tage godt imod ungerne, mens dyrlægen foretager kejsersnittet.
Under operationen vil moderdyret være tilkoblet en monitor, der måler vigtige parametre under bedøvelse, såsom puls, vejrtrækning, EKG, blodtryk, iltmætning i blodet. Monitorering øger sikkerheden under operationen.
Efter operationen
Når ungerne er ude, hjælper en veterinærsygeplejerske med at ungerne har det godt, har frie luftveje, holder varmen mv, indtil moderdyret igen er vågen til selv at passe sine unger.
Ungerne tjekkes for misdannelser, eksempelvis ganespalte, navlebrok osv.
Når moderdyret er vågnet fra narkosen, lægges ungerne til, så de kan drikke den første mælk (råmælk) ved deres mor. Først når der er ro og stabilitet hos moderdyr og unger sendes de hjem.