Ørekirurgi
Ørekirurgi kan være aktuelt for patienter, som lider af kroniske øreinfektioner, hvor anden behandling ikke har god effekt. I disse tilfælde er øregangen ofte indsnævret pga. den kroniske inflammation, så det er svært at opnå en god medicinsk behandling af øret. Der er også en del tilfælde hvor infektionen breder sig til dybere dele af øret. Ørekirurgi kan indebære at man åbner op for en del af øregangen eller fjerner den helt og åbner for mellemøret. Andre typer af kirurgi-krævende tilstande i ørerne kan for eksempel være tumorer eller polypper.
Kirurgi i det ydre øre udføres oftest i forbindelse med tumorer, hudforandringer, bidskader eller fænomenet ”blodøre”. Ved et blodøre opstår en blodansamling mellem ørets to bruskplader. Blodet drænes, der laves friske sårrande i hulrummet og syes en svamp på øret, for at få hulrummet til at hele op.
Kirurgi i snuden
Et af de mest almindelige kirurgiske indgreb i næsen er næseplastik, hvor næseborene udvides, så de øvre luftveje udvides. Kortsnudede racer som fx mops og bulldogs har ofte indsnævrede øvre luftveje, som forværres med alderen. En udvidende operation af næsebor og forkortelse af den bløde gane kan øge hundenes livskvalitet og ydeevne, samt formindske de sekundære symptomer, såsom sammenfald af strubehovedet, der ofte opstår senere i livet. Andre typer indgreb i næsen, fx. biopsi-udtagning, kan gøres direkte eller ved hjælp af endoskopi.
Kirurgi i svælgregionen
Eksempler på tilstande i hals og svælg, som kan forårsage åndedrætsproblemer og derfor kræver kirurgi, er polypper mellem næse og svælg, samt lammelse af stemmebåndet. Fremmedlegemer, som har sat sig fast i svælget, kan også kræve kirurgiske indgreb.
Ganeplastik foretages på kortsnudede racer, hvor den bløde gane er for lang, så den besværer passagen af luft til luftrøret. Ved operation afkortes den bløde gane. Denne operation foretages ofte i kombination med udvidelse af næseborene.