Vigtig information til vores AniPlan-kunder:

Vi oplever i øjeblikket en fejl i faktureringen af AniPlan-aftaler. Læs mere her

Narkose af andre dyr

Narkose indebærer, at dyret via et narkosemiddel mister bevidstheden/bedøves. Det kan være nødvendigt for at udføre en undersøgelse eller operation. I kombination med smertestillende præparater medfører narkosen, at dyret ikke er bevidst om undersøgelsen/operationen, undgår smerte under narkosen og mindsker denne efter opvågning.

En kredsløbsundersøgelse, inklusiv kontrol af hjerte og lunger, foretages af dyrlægen før enhver narkose. Nogle gange suppleres undersøgelsen med blodprøveanalyser, røntgen - eller ultralydsundersøgelser, for at dyrlægen kan vurdere risikoen ved narkosen. Narkosen tilpasses individuelt for hvert dyr, da der tages hensyn til race, alder, vægt og eventuelle sygdomme.

Inden dyret lægges i narkose, gives som regel en kombination af et beroligende og et smertestillende middel, dette kaldes præmedicinering. Præmedicineringen gives for at mindske stress og uro hos dyret inden narkosen, optimere selve narkosen samt at mindske smerter efter operationen.

Der findes forskellige former for narkosepræparater. Dyrlægens valg af narkosemiddel er baseret på art, race, alder, evt. sygdomshistorie og indgrebets karakter. Nogle præparater gives som injektion – enten i en muskel eller i blodet. Ofte vedligeholdes narkosen ved inhalations-narkose (indånding af narkosegas). Inden narkosen anlægges et kateter (venflon) i en vene, hvori narkosepræparat og eventuel væske- eller smertebehandling kan gives direkte i blodet – under og efter operationen. Kateteret placeres oftest i forbenet, men kan også f.eks. hos kaniner lægges i øret.

Under narkosen placeres en tubus, et silikonerør, i luftrøret. Dette gøres for at tilføre patienten ilt, samt ofte for at vedligeholde narkosen via inhalationsgas. På den nederste del af røret sidder en lille oppustelig ”cuff”, en oppustelig ballon. Denne ballon forhindrer læk af narkosegas gennem luftvejene og forhindrer at eventuelt opkast fejlsynkes ned i lungerne.

Inhalationsnarkose er en skånsom og sikker (let justerbar) narkoseform. Opvågningen efter narkosen er ofte hurtig og god, da kroppen hurtig kan udskille gassen via udånding. Der gives altid ilt under opvågningen efter en inhalationsnarkose.

Overvågning

Under hele narkosen overvåger narkosesygeplejersken, i samarbejde med den ansvarlige dyrlæge, nøje dyrets narkoseniveau og velbefindende. Åndedræt, puls, blodtryk, blodets oxygenindhold og kropstemperatur registreres under hele narkosen. Som hjælpemiddel har sygeplejersken overvågningsudstyr, som måler disse parametre. Kropstemperaturen holdes stabil, blandt andet ved at hunden eller katten ligger på en varmepude og får et tempereret drop.

Opvågning

Når dyret begynder at vågne, tages intuberingsslangen ud, mens dyret stadig overvåges. Opvågningen sker i et roligt og varmt miljø, og der udføres regelmæssig kontrol af almentilstand, puls, åndedræt og kropstemperatur. Ved behov gives fortsat væske i blodet, samt smertestillende medicin efter behov.

Når hunden eller katten er vågnet

Dyret forbliver indlagt indtil dyrlægen bedømmer, at det er stabilt og det er sikkert at ejer tager dyret med hjem. Eventuelle komplikationer af narkosen kan forekomme efter opvågningen, oftest de første 3 timer efter narkosen. Flere faktorer har indflydelse på om dyret kan få komplikationer. Nogle dyr kan komme hjem samme dag, mens andre skal indlægges til overvågning/observation. Faktorer der har indflydelse er bla narkosens og operationens art, dyrets race, alder, almen- eller sygdomstilstand.

Narkose indebærer altid en vis risiko, selvom den i dag er betydeligt mindre end tidligere. For et ungt, friskt dyr  er risikoen ved narkose meget lille. Hvorimod ældre dyr, som kan have en kendt eller ”endnu ikke opdaget sygdom”, har øget risiko for komplikationer ved både narkose og operation. Pga. risiko og eventuelle komplikationer af narkose og operation vurderes altid fordele og ulemper ved denne procedure inden en endelig behandlingsplan udformes.

I de fleste tilfælde vil dyrlægen anbefale narkose, hvis udredningen eller behandlingen kræver det. Dette er i kraft af at nutidige narkosepræparater og overvågningsforhold generelt gør narkosen meget sikker.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.