Endoskopi på hunde

Ved endoskopi føres et såkaldt endoskop med et kamera ind i det område, som skal undersøges og eventuelt opereres. Endoskopet kan føres ind via kropsåbninger til forskellige organer, såsom luftveje eller mave-tarmkanalen, eller gennem kirurgiske snit i eksempelvis bughulen eller til et led.

Før endoskopering lægges hunden som regel i narkose eller får en let bedøvelse. Undersøgelsen tager mellem et kvarter og en time, og hunden kan for det meste komme med hjem, så snart den er vågnet helt op fra narkosen.

Her findes information om bronkoskopi, cystoskopi, laparoskopi samt thorakoskopi.

Bronkoskopi – endoskopering af luftrøret og bronkierne

Bronkoskopi anvendes ved udredning af luftvejssygdomme som kronisk hoste eller vejrtrækningsproblemer. Udseendet af bronkiernes inderside inspiceres og ofte tages også prøver til videre analyse.

Cystoskopi – undersøgelse af urinrør og urinblære

Cystoskopi kan i dag kun foretages på tæver. Vi kan undersøge urinblæren på hanhunde, men bliver i den forbindelse nødt til at lave et snit i bugvæggen. Ved cystoskopi kan medfødte misdannelser i urinvejene diagnosticeres, vævsprøver fra urinblæren og urinrør kan udtages, og i visse tilfælde kan selv mindre urinsten fjernes.

Laparoskopi – undersøgelse af bugorganer

Ved laparoskopi foretages et til tre små snit i bugvæggen, hvorigennem et kamera og instrumenter kan indføres. Laparoskopi er en mindre invasiv metode end åben bugkirurgi og anvendes ved en del kirurgiske indgreb såsom neutralisation/sterilisation af tæver, kastration af hanhunde med testikler i bugen, samt gastropexier (fixering af mavesæk til bugvæg) hos hunde med risiko for mavedrejning.

Thorakoskopi – undersøgelse af brysthule

Ved thorakoskopi foretages ét til tre små snit i brystvæggen for at muliggøre indførelse af kamera og instrumenter. Thorakoskopi kan udgøre en del af en udredning, og indbefatte udtagning af vævsprøver fra lunger, brystvæg eller mistænkte tumorer i brysthulen. Selv kirurgiske indgreb, som operation af hjertesæk, operation af chylothorax (lækage af lymfen i brysthulen) kan ske ved hjælp af thorakoskopi, ligesom i visse tilfælde operation af forandringer i lungerne.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.