Vigtig information til vores AniPlan-kunder:

Vi oplever i øjeblikket en fejl i faktureringen af AniPlan-aftaler. Læs mere her

Udredning af hudproblemer hos hunde

Hudproblemer er en af de mest almindelige årsager til besøg hos dyrlægen. Hudproblemer kan ramme hunde af alle racer, og kan komme i hvilken som helst alder. Dog er mange racer disponerede for visse hudsygdomme, ligesom mange lidelser oftere forekommer i en vis alder.

Tegn på hudproblemer hos hunde

  • Kløe
  • Rødme 
  • Sår
  • Hævelser i huden
  • Pelstab eller forandringer i pelskvaliteten
  • Uro/stress
  • Problemer med poter/trædepuder
  • Hudinfektioner
  • Øreproblemer
  • Lidelser i perianalområdet (omkring anus)

Mange hudlidelser er livslange, selv om symptomerne kan variere i intensitet i forskellige perioder. For at undgå kroniske forandringer, som bliver sværere at behandle, er det vigtigt at få foretaget en ordentlig udredning af hudproblemerne. Dette gælder frem for alt øreproblemer, hudinfektioner, sår i huden, lidelser i perianalområdet, kløe og/eller bylder/sår på poterne.

Hudproblemer er ofte komplekse og i mange tilfælde kræves en indgående udredning for at finde frem til det grundlæggende problem. I visse tilfælde lykkes det ikke at finde det grundlæggende problem, men det er meget vigtigt at finde en behandling som holder symptomerne væk i det omfang det er muligt.

Uafhængigt af, om der er stillet en endelig diagnose eller ej, vil behandling af hudlidelser ofte være symptombehandling, som holder hunden helt eller delvist symptomfri, og derved øger hundens livskvalitet. På denne måde kan man mindske risikoen for efterfølgende besvær for hunden, mindske risikoen for sekundære infektioner og mindske risikoen for kroniske problemer, som bliver sværere at behandle.

Meget ofte vil hudproblemerne give pelstab i varierende grad og meget ofte vil der også være kløe. Det kan være både frustrerende og hjerteskærende at opleve sin hund plaget af kløe, både dag og nat, uden at kunne finde ro. Nogle patienter klør sig ikke, men slikker sig, bider sig eller ryster sig hyppigt i stedet. 

Nogle hudproblemer er simple og lige til at gå til og kan f.eks. skyldes bakterieinfektioner eller loppeangreb. Andre hudproblemer skyldes sygdomme i indre organer – ofte dem, der producerer forskellige hormoner – eller problemerne kan være forårsaget af allergier. 

Allergi hos hund er desværre en hyppig årsag til kløe, pelstab, hudbetændelse, skæl og fedtet, ildelugtende hud og pels. Allergi og hudproblemer er et kompliceret fagområde og kræver stor tålmodighed og indsats på flere felter for at nå et godt resultat.

Hyppige årsager til hudproblemer

  • Lopper
  • Bakterielle infektioner
  • Svampeinfektion
  • Allergier
  • Ræveskab

Ofte er det en symfoni af symptomer, der forstyrrer det samlede billede med varierende grader af kløe, hudbetændelse og pelstab. Indimellem med et langvarigt og ofte frustrerende forløb for både patient, ejer og dyrlæge. De fleste patienter kan heldigvis hjælpes, men diagnostikken er ofte en langvarig en proces, der kan kræve flere undersøgelser.

Hvordan foregår en hududredning?

Ved en hududredning udelukkes først forskellige tænkelige årsager til patientens sygdom, såsom svampeinfektioner, bakterier, parasitter eller foderallergi/intolerance.

I de fleste tilfælde tages prøver fra huden (cytologi) i form af hudskrab-prøver, tape-prøver og/eller svaber fra ører/hud. I visse tilfælde undersøges bakteriekulturen og i andre tilfælde tages blodprøver. I nogle tilfælde udtages hudbiopsier.

Ofte lader man hunden undergå en streng eliminationsdiæt for at undersøge, om hudlidelsen kan være foderrelateret. Længere fremme i udredningen tages blandt andet blodprøver med hensyn til luftbårne allergener eller der foretages priktest.

Der findes også andre underliggende årsager til hudproblemer såsom:

  • Hormonelle sygdomme
  • Immunologiske sygdomme
  • Cancer/onkologiske lidelser
  • Sygdomme i andre organer, som kommer til udtryk som hudforandringer

Disse sygdomme kræver yderligere udredninger. Visse sygdomme er såkaldte udelukkelsesdiagnoser, hvilket indebærer at der ikke findes en specifik test til at stille diagnosen, udover at udelukke andre årsager for at nå frem til en sandsynlighedsdiagnose, dette gælder f.eks. allergi.

Hvis udredningen peger på allergi, kan man som ved mennesker, hyposensibilisere hunden mod sin allergi ved hjælp af en ”allergivaccine”, som gives i injektionsform over længere tidsperioder. Hvis behandlingen er effektiv gives den jævnligt resten af hundens liv. 

Hvordan behandles hudproblemer?

Behandlingen afhænger af den bagvedliggende årsag til problemet. Når dyrlægen har foretaget sine undersøgelser og prøvetagninger, stilles en diagnose eller en præliminær diagnose. Ud fra denne lægger man en plan med eventuelle videre udredninger, behandlinger og efterbehandling.

I mange tilfælde kræves en langvarig eller livslang behandling, og efterbehandling er en meget vigtig del af behandlingen for at undgå kliniske tegn på sygdommen.

Øreudredning

Øregangene er en del af huden og sygdomme i ørerne er meget almindelige. Flere hunderacer, fx retrievers og bulldogs, er prædisponerede for dette.

Øreproblemer kan være alt fra simple infektioner med bakterier og/eller svampe, som kan behandles med medicin eller ørerskylninger, til meget alvorlige problemer, hvor øregangene bliver så inflammerede og forandrede, at en operation kan blive nødvendig. Der findes blandt andet bagvedliggende årsager, hvor hunden eller katten får gentagne øreinflammationer, eksempelvis allergi eller polypper.

Ofte starter dyrlægen med at undersøge øregangen via et otoskop og udtager prøver til mikroskopi for at undersøge for bakterie- eller svampeinfektioner. Ved kroniske/gentagne øreinfektioner kan dyrlægen foretage en allergiudredning med henblik på at kontrollere sygdommen bedre.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.