Analsæksekretet er formodentligt en måde hvorpå hundene kan genkende hinanden, men sandsynligvis også en forsvarsmekaniske som hos stinkdyr. Analsækkene tømmes normalt når hunden har afføring eller hvis den bliver meget bange.
Årsag
Overfyldte analsække ses hyppigt hos hunde. Voldsomt fyldte analsække kan ses eller mærkes som små kugler på hver side af endetarmsåbningen. Når indholdet i analsækkene står stille kan der udvikles infektion. Infektion i analsækkene kan medføre dannelsen af en byld ved siden af endetarmsåbningen, og hvis analsækkene ikke tømmes, kan bylden springe.
Symptomer
Hyppigt forekommende symptomer ved problemer med analsækkene er, at hunden kurer henad jorden på bagdelen, slikker eller bider ved haleroden eller endetarmsområdet. Sekretet i analsækkene kan blive blodigt, betændt, grynet og tyktflydende.
Der findes dog andre sygdomme, som kan give kløe ved endetarmsåbningen, for eksempel allergier, infektioner i hudfolden ved- eller i skeden hos tæver, betændelser i endetarmen, samt adfærdsforstyrrelser med slikken ved endetarmsåbningen.
Behandling hos dyrlægen
Ved overfyldte analsække eller stop i udførselskanalerne til anus, har hunden brug for hjælp til at få tømt og skyllet indholdet i analsækkene ud. Normalt kan indgrebet foretages når hunden er vågen, men ved voldsom smerte kan det være nødvendigt at give beroligende og smertestillende medicin. Hvis hunden har gentagne, alvorlige problemer, kan analsækkene bortopereres.