Engflåten, også kaldet Dermacentor reticulatus, har i de seneste år spredt sig hastigt i Europa. Vi har set tilfælde af engflåter i Danmark, og der vil formodentlig komme flere de kommende år. Allerede i 2017 blev de første engflåter fundet i Danmark. En guldsjakal, der blev skudt af en jæger, blev undersøgt hos DTU, og på guldsjakalen fandt man 21 engflåter.
Hvordan ser en engflåt ud?
Engflåten er større end skovflåten, som vi kender. Som navnet antyder, så kan engflåten godt lide at opholde sig på åbne arealer i modsætning til skovflåten, som foretrækker skov og højere luftfugtighed.
Den voksne engflåt har et marmoreret udseende på ryggen og er 3-4 gange større end skovflåten. Hannen er større end hunflåten.
Hvilke sygdomme bærer engflåten?
Engflåten i sig selv er ikke farlig, men kan overføre to sygdomme, der potentielt kan være farlige. Den farligste sygdom for hund er babesiose, som er en meget udbredt flåtbåren sygdom hos hunde, ræve, sjakaler og ulve. Babesia Canis kaldes også ofte for hundemalaria og kan være alvorlig for hunde.
Engflåten kan også bære bakterien Rickettsia Raoultii, der kan give store, sorte sår på bidstedet. Huden bliver nekrotisk og dør, derfor bliver området sort.
Hvad er babesia?
Babesia canis inficerer de røde blodlegemer og medfører at cellerne ødelægges. Den encellede organisme trænger ind i de røder blodlegemer, som derefter sprænges.
Nogle hunde har en ukompliceret form for babesia, hvor man blot ser symptomer som let anæmi/blodmangel. Andre hunde har en mere kompliceret og alvorlig form for babesiose, hvor de bliver alvorligt syge og får komplikationer som eksempelvis organsvigt og inflammation i kroppen. Hvis en hund bliver alvorligt syg af babesia, er det vigtigt at den kommer hurtigt i behandling. Selv med hurtig behandling kan prognosen være usikker.
Symptomer på babesia hos hund
Symptomerne på babesia hos hunde kan variere fra stort set ingen symptomer, til blandt andet:
- Nedsat eller ingen ædelyst
- Blege slimhinder
- Feber
- Neurologiske symptomer
- Gulsot (gulfarvning af hud og slimhinder)
- Misfarvet urin og afføring
- Forstørret lever og milt
Typisk vil hunde få blodmangel, blive trætte og have hurtigere vejrtrækning end normalt.
Inkubationstiden er kort, og man vil efter 1-4 uger kunne se de første symptomer. Jo længere hunden går uden behandling, jo værre vil symptomerne være, og der er større risiko for skade på lever og nyre.
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen babesia?
Dyrlægen stiller diagnosen ud fra hundens symptomer og eventuelt opdagede flåter på hunden. Diagnosen kan bekræftes ved at undersøge blod, hvor parasitten kan påvises i de røde blodlegemer. Man kan også typisk se et øget antal hvide blodlegemer, da kroppen reagerer på parasitten.
Diagnosen bekræftes ved at sende en blodprøve til et laboratorie, hvor antistoffer mod parasitten kan påvises.
Hvordan behandler man babesia/babesiose?
Behandlingen vil bestå i både at bekæmpe sygdommen og understøttende behandling. Typisk vil hunden få væsketerapi/drop og anden støttende behandling. Er hunden voldsomt påvirket kan en blodtranfusion blive nødvendig.
Hvordan forebygger du babesia/babesiose?
Det bedste er at undgå, at din hund bliver bidt af engflåten. Der findes både spot-on midler, halsbånd med afskrækkende effekt og tyggetabletter man kan give hunden.
Ingen af præparaterne beskytter 100%, men hvis de anvendes korrekt, er din hund godt beskyttet. Husk at holde din hund beskyttet hele sæsonen. Engflåten er modstandsdygtig overfor vejr og temperatur, og kan overleve i miljøet ved temperatuer tæt på frysepunktet.
Det kan være en god idé at rådføre dig med din dyrlæge om valg af præparat. Nogle af midlerne er receptpligtige.