Hjernetumorer kan være godartede – de udgøres af en cellesamling, som vokser ukontrolleret på et sted – eller ondartede, hvilket vil sige, at de vokser ind i omkringliggende væv og spredes (metastaserer) til andre dele af kroppen. Eftersom hulrummet i hjerneskallen er begrænset, udgør selv godartede tumorer desværre en trussel mod hundens liv og helbred, eftersom der opstår et tryk mod det følsomme hjernevæv i takt med, at tumoren vokser.

Tumorer i hjernen kan være primære. Det vil sige, at de er opstået fra celler i hjernevævet eller deres støtteceller, hjernehinder, blodkar mm. Det forekommer også, at en ondartet tumor fra et andet sted i kroppen spreder sig til hjernen og giver ophav til en såkaldt sekundær tumor. Man ved ikke hvorfor hjernetumorer opstår hos hunde, men flere faktorer anses for at spille en rolle. En vis type tumor, meningeom, er noget hyppigere hos langnæsede racer. Dette taler for, at genetiske faktorer kan være en bidragende årsag til, at nogle individer udvikler hjernetumorer.

Symptomer

Afhængigt af hvor i hjernen tumoren sidder, kan symptomerne variere. Det hyppigste symptom er dog, at hunden får epilepsilignende krampeanfald. Obs – hvis epilepsi opstår for første gang hos en hund over fem år, bør man få undersøgt, om den har en hjernetumor.

Symptomer kan også være adfærdsforandringer, slingrende gang, øget følsomhed eller smertereaktion ved berøring omkring nakkeregionen mm. En tumor i hypofysen kan give ophav til sekundær cushings syndrom, og hvis tumoren spredes til hjernen fra en primærtumor fra et andet sted i kroppen (f.eks. mammae), kan hunden udvise symptomer fra modertumoren.

Diagnose

En hund med neurologiske symptomer skal have en klinisk undersøgelse, som ofte suppleres med blodprøver for at udelukke andre årsager til symptomerne (f.eks. forgiftning). Hjernetumorer stilles ofte som sandsynlighedsdiagnose ud fra neurologiske undersøgelser og billeddiagnostik i form af MR eller CT, men for at fastslå en endelig diagnose er det nødvendigt at undersøge vævsprøver fra tumoren. 

Behandling

De fleste hunde med hjernetumor får behandling for symptomerne (f.eks. epilepsimedicin) eller steroider for at modvirke hævelse i forbindelse med tumoren, hvilket kan dæmpe symptomerne. Det er usædvanligt, at hjernetumorer hos hunde kan behandles kirurgisk eller med strålebehandling, men det lykkes i sjældne tilfælde.

Prognose

Eftersom hjernetumorer hos hunde sjældent kan helbredes, er prognosen desværre dårlig på længere sigt. Det er vigtigt, at hunden får behandling mod symptomerne, og den bør komme på regelmæssige kontrolbesøg hos dyrlægen til opfølgning og dosiskontrol.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.