Store, runde øjne og en våd snude. Hvalpe er uimodståelige, men de kan også være ballademagere. Når du får hvalp i huset, så er det ned på alle 4 i "hvalpehøjde", så du kan se hvad der ser fristende og lækkert ud for din nye hundehvalp.
Fristelser for din nye hvalp:
Elektronik
Hvalpe har små, sylespidse hvalpetænder. Det betyder at de let bider igennem ledninger, stof og lignende. Det første du skal se efter, når du hvalpesikrer dit hjem, er derfor hvad der er på gulvet af ledninger. Alle ledninger der kan komme op, udenfor rækkevidde af hvalpen, bør flyttes. Hvis du har ledninger, der ikke kan flyttes fra hvalpehøjde, så kan du stille noget foran, så hvalpen ikke kan komme til dem.
Rengøringsmidler
Stil altid alle rengøringsmidler og kemikalier et sted, hvor hundehvalpen ikke har adgang. Det kan være i et separat rum eller et skab med børnelås. Nogle kemikalier er særligt lækre for hunden, da de smager sødt. Det gælder eksempelvis kølervæske til bilen. Langt de fleste kemikalier er meget farlige, hvis hvalpen indtager dem. Ring derfor straks tilt dyrlægen, hvis du har mistanke om at din hvalp har spist rengøringsmidler eller kemikalier.
Børnelegetøj
Børnelegetøj er fristende for hundehvalpe. Det har ofte fine farver og former og er lige til at sætte tænderne i. Hvis hvalpen sluger legetøjet er der risiko for, at det sætter sig fast i tarmen og skal opereres ud. Sørg derfor for at opbevare børnelegetøj sikkert, i en kasse eller lignende, som hundehvalpen ikke kan nå.
Planter, mad og medicin
Grønne stueplanter er smukke, men de er også lækre for hvalpen at sætte tænderne i. Sæt stueplanterne op i højden, så hvalpen ikke kan nå dem. De fleste planter er relativt uskadelige for hvalpe, hvis de spiser dem, men flere er giftige. Når du er i gang med at se på planterne, så sørg for at du hegner giftige haveplanter ind. Du finder en liste over giftige og "sikre" planter her.
Også fødevarer kan være farlige for din nye hvalp. Nogle fødevarer giver hunden dårlig mave, som eksempelvis løg og avocado, mens andre kan være decideret dødelige, som eksempelvis mørk chokolade. Hold altid fødevarer udenfor hvalpens rækkevidde. Husk at tyggetummi også kan give alvorlig forgiftning.
Medicin skal opbevares utilgængeligt for hvalpen. Det gælder også nikotin, der selv i små doser er giftigt.
Sko og andre lækre sager
Hvalpe elsker sko! Når du får din hvalp hjem, så ved hvalpen endnu ikke hvad den må spise og hvad den ikke må spise. Sæt derfor skoene væk, eller op hvor hvalpen ikke kan nå dem, så du undgår at bruge de første dage på at skælde hvalpen ud for noget, den ikke ved er forkert. Generelt bør du sørge for at alle småting, du ikke vil have tygget i, er udenfor rækkevidde.
Kravlegård til afslapning
Når hvalpen får sin ulvetime og springer rundt og tygger i alt, så er det let at blive frustreret. Samtidig kan det være svært for hvalpen at geare ned og slappe af. En kravlegård kan derfor være en rigtig god løsning. Køb en kravlegård til babyer eller en særligt til hunde, og stil den et godt sted i stuen. Væn hvalpen til at være der, ved at lade lågen stå åben de første dage, og lade hvalpen spise lækre ben og mad i kravlegården. Når hvalpen har vænnet sig til kravlegården kan du bruge den til at lære hvalpen at finde ro, når den har svært ved det selv.
Det kan også være en stor hjælp, hvis du har børn og hvalpen går lidt over gevind og bider i børnene. Giv hvalpen en pause og vær klar til at hjælpe den med at gøre det rette, når du lukker den ud igen.
5 gode råd til at hvalpesikre hjemmet
- Alt det hvalpen ikke må tygge i, bør gemmes af vejen. Det gælder alt fra sko til børnelegetøj. Hvalpen kan lære at skelne mellem hvad den må tage og hvad den ikke må, men start med at gemme det væk.
- Gem ledninger, stikdåser og anden elektronik.
- Giv din hund gode ting at tygge i, som legetøj og tyggeben.
- Placer altid rengøringsmidler, kemikalier, sprinklervæske, kølervæske og andre giftige ting i et rum eller skab som hundehvalpen ikke har adgang til.
- Brug en kravlegård, hvis hundehvalpen har svært ved at falde til ro.
Giv hvalpen noget godt og hundevenligt at tygge på
Den bedste måde at sikre sig, at hvalpen tygger på ting, du gerne vil have den til at tygge på, er at have en overflod af legetøj alle steder, hvor hvalpen er.
Sørg for at have et udvalg af forskellige slags legetøj og ting til at tygge i, da hvalpe hurtigt keder sig. Sørg også for, at du har et udvalg af tyggelegetøj, hvor du kan fylde ting i, klar til brug. Fyld den med blødt hundefoder – lad foderet trække i vand for at blive grødet – og opbevar i fryseren – kulden vil lindre kløende tandkød, når hvalpen får tænder, og behovet for at tygge er endnu større.
Lær hvalpen at bytte sit fund
Når du ser hvalpen tygge på noget, den ikke burde, så skift det ud med noget, der er godkendt. Skæld ikke hvalpen ud for at tygge, det er naturligt for den, og i værste fald ender du med en hvalp, der stadig finder ting at tygge på – men som også skjuler det for dig. Sørg for at hvalpen viser dig sine fund og gør det til en god ting ved at give hvalpen en endnu bedre ting.
På den måde kommer du ikke til at ødelægge forholdet til din hvalp eller får en hvalp som begynder at vogte sine ejendele. Det kan også redde jer ud af en livsfarlig situation, hvis hvalpen en dag får fat i noget farligt.
Og nej – dette vil ikke øge hvalpens lyst til at finde forbudte eller farlige ting, da hvalpen ikke tager ting for primært at give dem til dig, men for at udforske, undersøge og lindre smertende gummer.