Der findes to måder hunde kan lære en øvelse på:

  • Ved brug af ubehag/straf
  • Ved brug af positiv forstærkning

Den eneste rigtige måde at træne på, er naturligvis ved brug af positiv forstærkning. Altså hvor vi belønner den adfærd vi gerne vil se mere af med legetøj eller godbidder og ignorerer den adfærd vi ikke ønsker.

Start altid indlæring af en øvelse i et roligt miljø uden forstyrrelser. Træn i korte sekvenser, jo yngre hvalpen er, jo kortere tid kan den holde fokus. Du skal bruge: en masse gode godbidder og god tålmodighed.

Vis hunden at du har en godbid i hånden. Før hånden med godbidden ned foran hundens hovede og helt ned til jorden. Din hundehvalp vil måske prøve at kradse på hånden, bide i den eller grave. Vær tålmodig! I samme sekund din hund begynder at lægge sig så roser du og belønner. Det er rigtig fint hvis din hund dækker helt i første forsøg, men det er også okay at belønne for en "halv dæk" de første par gange. Giv gerne hunden 2-3 godbidder mens den ligger ned og gentag herefter øvelsen.

Gentag øvelsen flere gange og ros og beløn hunden hver gang den dækker sig. Slut når det går allerbedst og giv hunden en pause. Hvis hundehvalpen mister fokus, så overvej om miljøet er for svært eller belønningen for dårlig. Nogle hunde har ikke meget hår på maven og kan synes at dæk i vådt eller koldt miljø er ubehageligt. Brug gerne et tæppe i starten hvis det gør øvelsen lettere for din hund!

Når hunde dækker på dit håndtegn 9 ud af 10 gange, så er det på tide at sætte et verbalt signal på. Det typisk til denne øvelse vil være "dæk". Lige idet hunden dækker, siger du "dæk" og belønner hunden for at den dækker. Med tiden og gentagelserne vil din hundehvalp koble den verbale kommando og håndtegnet. Når du har gjort det en del gange, kan du begynde at sige "dæk" før hunden lægger sig og eventuelt udfase håndtegnet.

Når du er færdig med øvelsen skal du give din hund en "fri" kommando. Så den lærer hvornår den er "fri" og hvornår den er "under kommando". Hjælp din hund til at forstå hvad "fri" betyder ved at bevæge dig væk fra den og animere den til at bryde sitten. 

Tid og afstand

Når hunden er sikker i dæk og har fået verbal kommando på, så er det tid til at arbejde med at hunden dækker i længere tid og også på afstand. Start med at øge tiden. Giv din hund 3-4-5 godbidder for at dække inden du siger "fri". Øg tiden mellem du giver godbidderne. Når hunden kan dække i 20-30 sekunder kan du begynde at arbejde med afstand.

Start tæt ved hunden og gå et halvt skridt fra den. Gå straks tilbage og beløn. Bevæg dig i forskellige retninger og gå altid tilbage og beløn hunden. Hvis hunden rejser sig, så går du tilbage til den, starter forfra og gør det en lille smule lettere næste gang. Husk hele tiden at øge sværhedsgraden, så du til sidst kan gå langt væk fra din hund. 

Det kan være en god idé at lære din hund også at dække på et bestemt tæppe. Så kan du tage dette med, hvis du er på besøg eller på ferie. Din hund vil lære at det er et rart sted at være, og at den får belønninger for at blive på tæppet.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.