Det tilstødende tandkød angribes ofte af bakterierne, og hunden kan få tandkødsbetændelse, ”gingivitis”. I starten kan tandkødsbetændelsen være lokal, omkring én tand eller et par tænder, men ofte vil større dele af mundhulen efterhånden blive ramt. Der kan dannes et tykt lag af tandsten på tænderne, og tandkødet kan blive rødt og have let ved at bløde. Kæbeknoglen, som tanden sidder fast på, kan også blive påvirket efterhånden som betændelsen nedbryder dentinen (tandbenet).
Dybe tandlommer mellem tand og kæbeknogle fremmer bakterivæksten, og tanden vil begynde at miste sit fæstne til knoglen. Miljøet i de dybe lommer er særlig gunstigt for bakterier, og i nogle tilfælde kan alvorlige forrådnelsesbakterier, der ikke kan tåle ilt (såkaldte anaerobe bakterier), få fodfæste. Lidelsen forværres hurtigt i så tilfælde, og på kort tid kan flere tænder blive løse på grund af at kæbeknoglen omkring tanden opløses.
Symptomer
Mange opsøger dyrlægen, fordi hunden lugter dårligt ud af munden. Dyreejeren kan måske se tandsten, og har nogle gange opdaget, at hunden æder mindre end normalt, eller slet ikke æder. Parodontose kan også komme til udtryk ved, at hunden kan have problemer med at tygge hårdt foder, og ved at hundens tandkød let begynder at bløde i forbindelse med foderindtag.
Ligesom hos os mennesker, kan tandpine påvirke humøret, og en del dyreejere opsøger dyrlægen fordi hunden har ændret adfærd.
Hvilke hunde påvirkes?
Hunde i alle aldre kan få parodontose, selvom sygdommen dog oftest ses hos ældre hunde.
Nogle hunderacer rammes i højere grad end andre. Blandt hundene er de mindste hunderacer klart overrepræsenterede. Hunderacer såsom Yorkshire Terrier, Dværg Gravhund, Papillion, Dværg Schnauzer, Dværg Puddel, Chihuahua og Cavalier King Charles Spaniel får ofte tidligt tandsten, og dermed også parodontose.
Udvikling
Hvis tandløsningssygdommen har stået på i længere tid, vil visse tænder formentlig ikke kunne reddes, på grund af utilstrækkelig fæstne til kæbeknoglen. Bakterierne trives i de dybe lommer omkring én eller flere af tandens rødder, og sygdommen vil fortsætte. Der er derved stor risiko for, at hunden har tandpine, eller at det gør ondt når den tygger. Det er ikke usædvanligt, at der ses blødninger og fisteldannelse (kanaldannelse), når sygdommen er så fremskreden.
Hvis parodontosen er meget fremskreden, trækkes de påvirkede tænder oftest ud.
Hvis tandlommerne ikke er så dybe, kan forløbet normalt bremses ved hjælp af en kombination af tandrensning i bedøvelse, samt forebyggende tiltag. Tandkødet kan måske komme til at fæstne til tandroden igen. Den mistede kæbeknogle kan imidlertid ikke genskabes.
Det er derfor vigtigt, at opstarte behandling så tidligt som muligt.
Behandling
Den mest skadelige tandsten er den, der sidder skjult oppe under tandkødsranden. Her ”vokser”de bakterier, der forårsager parodontose. I forhold til at forhindre at sygdommen progradierer, hjælper det ikke meget at skrabe med en tandstensskraber på tænderne på en vågen hund. Tværtimod kan det maskere hvor alvorlig tilstanden egentlig er, hvis kun den synlige tandsten fjernes, og der ikke renses under tandkødsranden.
For at man kan lave en professionel tandrensning, er det nødvendigt at hunden er bedøvet. Når hunden er bedøvet, er det også muligt at trække løse tænder ud, samt tænder med fremskreden parodontose. Det kan også være nødvendigt at trække tænder ud, der er knækkede, eller som sidder så dårligt placeret, at de giver problemer for de tilstødende tænder. Det er ikke usædvanligt, at der i forbindelse med bedøvelsen opdages betydeligt flere tænder, der er nødt til at blive trukket ud, end hvad der først blev fundet i forbindelse med den kliniske undersøgelse, hvor hunden ikke var bedøvet. Hunde klarer sig som regel rigtig godt, selvom det er nødvendigt at trække mange tænder ud.
I forbindelse med tandrensningen måles tandlommerne omkring alle tænderne. Dette gøres for at kunne følge sygdomsudviklingen, og for at kunne vurdere resultatet af behandlingen og efterbehandlingen. Dybden på tandstenslommerne noteres i tandjournalen, som der let kan følges op på ved behov.
Det er også vigtigt, at få et overblik over omfanget af behandlingen, hunden har brug for, samt eventuelt at planlægge en opdeling af behandlingerne til flere behandlingsomgange. Det er mere hensigtsmæssigt at lave gentagne tandbehandlinger i forbindelse med parodontose, i tilfælde hvor der skal laves flere tidskrævende behandlinger, for eksempel udtrækning af flere store tænder.
Røntgen
Røntgen er et værdifuldt hjælpemiddel i forbindelse med behandlingen af parodontose. Ved hjælp af røntgen kan udviklingen af parodontosen følges, og smertefulde tilstande, som for eksempel tandbylder, kan lettere opdages. Lidelser, hvor tanden nedbrydes indefra og forårsager smertefulde huller (CORL), som i sjældne tilfælde ses hos hunde, kan ligeledel opdages tidligt via tandrøngten.
Forebyggelse
Forebyggelse er den bedste måde at undgå parodontose på. Selvom nogle tænder allerede er angrebet, kan sygdommen forebygges og forhindres i at sprede sig til flere tænder. Den mest effektive måde at forbygge på, er via daglig tandbørstning. Det anbefales, at kigge hunden i munden regelmæssigt.