Sådan klipper du kløerne på din hund

Hundens kløer, også kaldet negle, skal klippes regelmæssigt. For at hundens negle har korrekt længde, skal hornlaget slides væk i samme hastighed som det dannes. Det sker sjældent og derfor er det nødvendigt at vi klipper hundens kløer. Kloklip er let at træne, hvis du starter tidligt og er tålmodig.

Negle eller kløer er opbygget af et ydre hornlag, som kan være sort eller gennemsigtigt, og inde under hornlaget ligger det som ofte kaldes "nerven". "Nerven" består dels af nervæv og dels af blodkar. Helt inde i neglen er der desuden en lille knogle, kaldet klobenet. Når hundens kløer bliver for lange står den forkert på sine poter og ben og det kan føre til slid af led og smerte hos hunden. Lange, utrimmede negle, bliver også letter udsat for skade som eksempelvis flækkede negle.

Klippe kløer på hvalpe

Hos hvalpe og ungehunde, ender neglen ofte i en lille "spids". Det betyder at, hvis man kun klipper selve spidsen af, så er man sikker på ikke at klippe for langt. Vælg altid at klippe negle på hvalpen, når den er træt og få en anden person til at hjælpe dig. En klipper negle, en anden belønner hvalpen med godbidder. Er din hvalp utålmodig, så nøjes med at klippe neglene på én pote, så oplevelsen bliver kort men god. Kloklip skal være en god oplevelse for din hund.

Klippe kløer på en voksen hund

Hos voksne hunde forsvinder den "spids" man kan se hos hvalpe og der er derfor ikke et tydeligt sted man kan klippe kloen. På gennemsigtige negle kan man se de lyserøde blodkar igennem neglen og det er derfor let at se, hvor langt man kan klippe neglen. På sorte negle kan man ikke se noget, så her må man i stedet klippe neglen i mange små "skiver" på omkring 1 mm. Når du begynder at se en sort prik i midten af skiven, så stopper du med at klippe.

Hvor ofte skal hunden have klippet negle?

Hunden skal have klippet negle efter behov. Nogle har behov for kloklip hver anden uge, mens andre har hver anden måned. En grundregel er, at når hunden står stille på et hårdt underlag, så må neglene ikke røre underlaget.

Tit skal vildt- og ulvekløer klippes oftere end de andre kløer, da de ikke slides naturligt. Vildt- og ulvekløer er de kløer som sidder på invendige side af forben eller bagben.

Hvad skal man bruge til at klippe neglene?

Du skal bruge en god kloklipper! Den skal være skarp og passe til neglenes størrelse. Hos små hvalpe med bløde kløer kan det være en fordel at bruge en almindelig 3-i-1'er. 

Hvis du kommer til at klippe en klo for langt og den begynder at bløde, så findes der forskellige produkter til at stoppe blødningen. Spørg hos din dyrlæge. 

 

 

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.