Vaccination

Det anbefales, at hvalpen får sin første vaccination, når den er 8 uger gammel. Dette har opdrætteren ofte sørget for. Hvalpen skal efterfølgende revaccineres ved 12 ugers alderen og et års alderen. Derefter bør hunden vaccineres årligt mod kennelhoste og leptospirose, og mindst hvert tredje år mod de alvorlige infektioner hvalpesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse (HCC). Hunden får et sundhedstjek ved samme lejlighed for, at sikre den er sund og rask inden vaccinationen.

Ved rejser med hunden til udlandet, er det lovpligtigt, at den er vaccineret mod rabies, er ID-mærket og har et EU-pas. Hunden skal vaccineres senest tre uger inden afrejse og skal mindst være 12 uger gammel, når den vaccineres. Da mange lande har strengere lovgivning, er det dog altid en god idé at kontakte ambassaden for det pågældende land i god tid inden afrejse. Eller kigge på fødevarestyrelsens hjemmeside under "Rejse med hund og kat".

Ormekur

Alle hvalpe bør behandles med ormekur gentagne gange i løbet af de første måneder af levetiden. Hvalpe er nemlig mere følsomme over for parasitinfektion og har svagere immunforsvar sammenlignet med voksne hunde. Afhængigt af hvilken type ormekur opdrætteren vælger, skal kuren gives i varierende intervaller. Sommetider skal du som ny hundeejer udføre den sidste ormekur.

Voksne hunde behøver som regel ikke at skulle behandles med ormekur, hvis ikke man kan påvise parasitter i deres afføringsprøve. Voksne hunde har normalt et tilstrækkeligt effektivt immunforsvar til selv at kunne bekæmpe eventuel parasitinfektion. Eftersom orme og andre parasitter har meget let ved at blive resistente, fraråder vi rutinemæssig behandling med ormekur af voksne hunde. Hvis man mistænker ormeinfektion hos hunden, bør man få foretaget en prøve af hundens afføring hos dyrlægen.

ID-mærkning

Alle hunde i Danmark skal være ID-mærkede og registrerede hos Dansk Hunderegister. Hunde mærkes med en chip under huden. Hvalpen skal være mærket, når den forlader opdrætteren, men du skal ofte selv omregistrere hvalpen til dit ejerskab til Dansk Hunderegister.

Sundhedstjek af unghund

Det er hensigtsmæssigt, at hunden tilses til et sundhedstjek ved 6-8 måneders alderen. Ved undersøgelsen får du råd omkring vækst og tandskift, så eventuelle problemer kan behandles i god tid.

Tandpleje

De fleste hunde har tabt sine mælketænder ved 6 måneders alderen. Hvis tænderne ikke udskiftes optimalt, kan hunden få et dobbelt tandsæt, hvilket forstyrrer tandstillingen. I så fald kan det være nødvendigt at trække overflødige mælketænder ud.
Regelmæssig tandpleje er vigtigt for at holde hundens tænder sunde.  Tandsten, sygdom i tandkødet og dårlige tænder er hyppigt forekommende problemer, når hunde bliver ældre, især hos mindre racer. Det er derfor vigtigt at lægge fundamentet for god tandpleje allerede, når hunden er hvalp. Vi anbefaler rutinemæssig tandbørstning med speciel hundetandpasta gerne dagligt og mindst en gang om ugen.

Forgiftninger

Vi behandler hvert år hunde, som har spist noget, som de ikke kan tåle. Som ny hundeejer er man ikke altid bekendt med alt, som udgør en risiko for at forgifte hvalpen. For eksempel kan hunde blive alvorligt syge og i værste fald afgå ved døden ved indtagelse af følgende: lægemidler som paracetamol (som findes i b.la. Panodil) og ibuprofen (findes f.eks. i Ipren), chokolade, kølervæske (glykol), rottegift, insektmidler, vindruer og rosiner, løg, avocado, sødestoffet xylitol samt nogle planter og blomster (f.eks. liljer, rhododendron, idegran). Hvis din hvalp har indtaget noget af ovenstående eller et ukendt stof bør du straks tage kontakt til dyrlægen.

Pleje og omsorg

Det er vigtigt, at man regelmæssigt undersøger øjne, ører, tænder og kløer på hvalpen. På den måde vænner den sig hurtigt til at blive undersøgt, og den bliver mindre stresset, når den f.eks. skal undersøges hos dyrlægen. Kløerne skal klippes ca. en gang om ugen hos hvalpe. Klip hellere kløerne lidt og ofte frem for sjældent, da man kan risikere at skade kloens pulp, hvis man klipper for meget af, hvilket er smertefuldt og kan føre til, at hvalpen begynder at forbinde kloklipning med ubehag.

Contact a veterinarian

Error

An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.