Fakta og information om australian shepherd
Det er endnu ikke helt klarlagt, hvor australian shepherd stammer fra. På trods af navnet mener nogle, at racen blev udviklet i det amerikanske vesten, mens andre teorier bygger på, at den også kunne stamme fra Tyskland, Spanien eller De Britiske Øer. Mulige forfædre er australske langhårede, bobtailed colliehunde, tyske fårehunde kendt som german koolies og basque shepherd.
Den hund, vi kender som australian shepherd i dag, stammer fra USA, hvor den blev valgt for sin arbejdsevne og ikke for sine blodlinjer. Med sin alsidighed, flokinstinkter og skarpe intelligens har den længe været meget nyttigt på gårde og farme.
Før 1945 var navnet australian shepherd ikke kendt som racenavn. Hundenes forskellighed i fysik, størrelse og hovedtype gjorde, at de blev betragtet som en blandingsrace. De havde også andre navne, såsom spanish shepherd, california shepherd og pastorhunde.
Temperament
Aussier er loyale og hengivne over for deres ejere og vil gerne være tæt på dem. Så undre dig ikke over, hvis din hund sidder på din fod eller følger dig, uanset hvor du går hen. Den er meget samarbejdsvillig, lærenem og er gladest, når den har et job at udføre, så sørg for at holde ham eller hende beskæftiget.
På grund af det høje energiniveau passer den ikke til alle familier, men hvis du er en aktiv familie, vil du også få en vidunderlig og kærlig selskabshund. De er generelt udadvendte og venlige, men nogle hunde kan være mere sky og tage forbehold over for fremmede - ja, ligesom os mennesker.
Det er også vigtigt at nævne, at det ikke bare er en hyrdehund - det er en hyrde- og vagthund. Det betyder, at racen normalt er ret beskyttende og vil fortælle dig, hvis fremmede nærmer sig. De har også tendens til at have en vis grad af ressourceforsvar, hvilket er vigtigt at træne fra en tidlig alder.
Aktivitetsniveau
Australian shepherd er en højenergisk og atletisk hund, der kræver en masse træning på daglig basis, faktisk elsker den at bruge sin krop i hverdagen.
Grundet sin intelligens har den brug for en dedikeret ejer, som også ønsker et aktivt liv. Aussier elsker at ledsage deres ejere på lange gåture, løbeture og vandreture. Det bedste vil være at finde en livsstil, hvor du inkluderer din Aussie i dine daglige aktiviteter.
Giv også din Aussie et job at udføre, da det er en tænkende hund med et højt intelligensniveau, som skal tilfredsstilles. Hvis du er interesseret i konkurrence-hundesport, såsom lydighed, agility, flyball og hyrdning – så vil denne race være perfekt til dig.
Pelspleje hos australian shepherd
Pelsen hos en australian shepherd kan både være bølget og lige. Selvom racen har en mellemlang pels, kræver den ikke så meget arbejde, som du måske tror.
Med regelmæssig børstning for at fjerne døde hår (måske to gange om ugen) holder du pelsen under kontrol. Giv din Aussie et bad, når den bliver snavset og lidt oftere i løbet af fældningssæsonen. Glem ikke at føntørre pelsen grundigt efter et bad.
Træning af australian shepherd
Socialisering og lydighedstræning på et tidligt stadie er et must for denne race. De binder sig meget til deres familier og kan være overbeskyttende over for ejendommen.
Hvis de efterlades uden selskab i for lang tid, kan de blive destruktive. De positive aspekter ved hundens loyalitet, kombineret med dens intelligens og høje energiniveau, er, at de er meget lette at træne.
Det er også godt at vide, at mange australian shepherds er meget rutineprægede. De kan godt lide rutiner, når det kommer til fodring, gåture og sengetid. Hvis du ændrer på dine procedurer, skal du være forberedt på, at din Aussie først lige skal vænne sig til det.
Størrelse og vægt
- Højde - hanner: 51-58 cm.
- Højde - tæver: 46-53 cm.
- Vægt: 16-32 kg, afhængigt af køn og fysik.
Aussier er mellemstore hunde, som er lidt længere end de er høje. Alle former for overdrivelse i størrelse eller pels er forkerte i henhold til racestandarden.
Farve
Farven på denne races pels varierer mellem mange farver og er meget individuel. Nuværende farver er blå merle, sort, rød og rød merle - med eller uden hvide eller brune mønstre.
Særligt for racen
For at denne race passer til dig, skal du være parat til at bruge en masse tid og arbejde for at imødekomme dens behov. Da den oprindeligt var en hyrde- og jagthund, kræver den mere sammenlignet med, hvis det er en ren selskabshund, du leder efter.
Grundet deres oprindelse betragter de ofte børn som en del af "flokken", hvorfor du er nødt til at lære din Aussie, at det ikke er tilladt at forfølge og nippe til børnene. Lær dog også dine børn, hvordan man nærmer sig og rører ved hunden.
Da denne race har tendens til at beskytte familien, er det også vigtigt at lære hunden, hvordan man skal opføre sig, når venner kommer på besøg.
Da de er meget fysiske med deres krop, er de ikke altid godt selskab for alle typer hunde. De kan måske være for voldsomme og for store for mindre hunde eller hunde med en meget anderledes måde at lege på.
Arvelige sygdomme
Aussier er generelt sunde hunde, men nogle almindelige sygdomme er mere forekommende end andre. Disse kan være forskellige øjensygdomme, såsom CEA (Collie Eye Anomaly), PRA (Progressiv retinal atrofi) og HFS4.
De kan også være disponerede for:
- Hofteledsdysplasi
- Sensitivitet over for lægemidlet MDR1
- Albueledsdysplasi
- Epilepsi
En ansvarlig opdrætter vil teste avlshundene for hofteledsdysplasi, katarakt (grå står), epilepsi og i nogle lande udføres også en mentaltest.
Foder til Australian Shepherd
Mængden af foder skal tilpasses hundens størrelse, vægt og generelle helbred. Kort sagt er rutinerne for fodring meget individuelle. Gør altid det, som er bedst for din hund, og kontakt din dyrlæge, hvis du er i tvivl.
Hundetype
Hyrdehund
5 fakta om Australian Shepherd
- Australian shepherd er en meget intelligent hund og nogle mener, at den er en af de klogeste hunde i verden.
- Vil du have en hengiven og kærlig selskabshund? Perfekt! Så længe hundens aktivitetsbehov er opfyldt, har du en kærlig ven for livet.
- Aussie er ikke en hund for enhver. Du bliver nødt til at bruge en masse tid og energi på at aktivere din pelsede ven, ellers vil den blive destruktiv.
- Denne race har længe været meget nyttig på gårde og farme, en perfekt arbejdshund.
- Aussien kan godt lide rutiner, når det kommer til fodring, gåture og sengetid, og den er ikke tilbageholden med at vise, hvad den synes, hvis du ændrer på disse.