Fakta og information om bomuldshunden
Coton de tulear er en social og udadvendt hund, med et velafbalanceret væsen. Det er en tillidsfuld hund, der omgås fint med andre hunde og mennesker.
Coton de tulearen er en selskabshund, der knytter sig stærkt til sin familie og kan tilpasse sig de fleste livsstile. Racen stammer fra Middelhavsområdet og det fortælles at netop coton de tulearen ankom til Madagascar for flere hundrede år siden, da et skib strandede ud for øen Réunion.
Det blev til en større stamme af vildhunde, der levede omkring havnebyen Tulear. Her blev hundene indfanget og brugt som gård- eller jagthunde. Coton de tulear er i dag en populær og elsket race i hele verden.
Temperament og aktivitetsniveau
Bomuldshunden er en glad og ukompliceret hund, der følger familien over alt. Det er en race, der er glad for at bevæge sig, og den sætter stor pris på at få lov til at løbe frit.
Den bruger gerne sin næse, og leger fint med andre hunde. Bomuldshunden er en selvstændig race, der dog er forholdsvis god til at holde kontakt. Racen har behov for regelmæssig motion og mental stimulering for at trives.
Pelspleje og klipning
Den smukke, hvide pels kræver en del pleje og pasning. Det er vigtigt, at få god information omkring pelspleje fra opdrætter og eventuelt supplere med pelsplejekurser.
Bomuldshunde fælder ikke og har ikke underuld. Derfor er det også en race, der er velegnet til en del allergikere. Pelsen skal børstes, friseres og bade, nøjagtig ligesom vores eget hår. En cotonpels skal passes, for at den kan holde sig pæn og uden filter.
En pels med filter er meget ubehagelig for hunden. Alternativt kan pelsen klippes kort, så den er let at holde. En coton de tulear i et bamseklip, hvor pelsen er 2-5 cm. lang, er utroligt let at holde og hunden ser sød og hvalpet ud. Der er ofte lang kø til klipning ved de dygtige hundefrisører, så du skal bestille tid i god tid.
Træning af coton de tulear
En coton de tulear er en lille energisk hund, der gerne vil samarbejde med sin fører. Den er oftets madglad og motiveres let af godbidder. Racen holder af at gå til træning og særligt træningsformer, der lader den udnytte sin selvstændighed som agility og nosework.
Racen kan have tendens til gøen, så det er vigtigt at træne, at hunden ikke gør voldsomt, hvis man eksmpelvis bor i lejlighed. Coton de tulear er en selskabshund og det betyder, at den trives i selskab med sine ejere og andre hunde. Derfor er det særligt vigtigt at træne hunden i at være alene hjemme, når den er hvalp.
Størrelse og vægt
- Hanner: 25-30 cm.
- Tæver: 22-27 cm.
- Vægt som fuldvoksen: 3,5-6 kg.
- Vægt som 8-ugers hvalp: ca. 2 kg.
En coton de tulear er en lille hund og kommer derfor typisk i løbetid omkring 6-9 måneders alderen.
Farve
Hvid, evt. med et anstrøg af lysegrå eller gul på krop og ører.
Særligt for racen
En coton de tulear er særligt allergivenlig, da den ikke har underuld. Mange allergikere reagerer på selve pelsen og en coton de tulear har ikke pels, den har hår. Derfor kan mange mennesker med allergi tåle racen. Som allergiker bør du altid teste, om du kan tåle racen, inden du køber en voksen hund eller en hvalp.
Coton de tulear kan have tendens til tandsten. Den mest effektive måde at holde dette nede på, er ved tandbørstning. Børst dagligt hundens tænder med en blød tandbørste og tandpasta særligt til hunde.
Det kan være nødvendigt at foretage tandrensning i fuld narkose. Vent ikke til hundens tænder er dårlige med at få foretaget en tandrensning. Få det i stedet gjort forebyggende – så slipper din hund måske for at få fjernet dårlige tænder på sigt.
Coton de tulear kan have problemer med tårekanalerne. Det ses typisk ved at der kommer klumper i pelsen under øjnene og at området bliver rødbrunt. Sørg for at holde området rent og tørt. Er problemet voldsomt, så kontakt dyrlægen. Der er flere behandlingsmuligheder for tilstoppede tårekanaler.
Arvelige sygdomme
Coton de tulear er generelt en sund og rask hund. Der findes enkelte sygdomme i racen, de fleste kan man heldigvis teste forældredyrene for. På den måde får man de bedste muligheder for at få et sundt afkom.
- Patella luxation
- Von Willebrands disease
- CMR2
- Progressiv Retina Atrofi (PRA)
Foder til coton de tulear
Når du vælger foder til din coton de tulear, er det vigtigt at den får et foder, der dækker alle behov og er tilpasset din hunds alder. Det er vigtigt, at du mærker på din hund jævnligt og justerer fodermængden, hvis din hund tager på eller taber sig. Er du i tvivl om, hvilket foder din hund skal have og hvilken mængde, så kan du altid kontakte din dyrlæge og spørge.
Hundetype
Selskabshund