Symptomer på korsbåndsruptur:
Korsbåndsskader er oftest akut opstået f.eks. i forbindelse med leg. Hunden vil oftest være akut halt på et bagben. Symptomerne kan blive bedre over tid, men går aldrig helt væk. Selvom skaden oftest er akut (pludselig), skyldes rupturen oftest en degenerativ forandring af korsbåndet før skade.
Diagnosen stilles enten på klinisk undersøgelse oftest med hunden i sedation, i enkelte tilfælde kan det blive nødvendigt at bruge artroskopi (kikkertoperation).
Korsbånd operationsmetoder:
Der findes mange forskellige operationsmetoder til at operere korsbånd. De kan groft sagt deles op i 2 grupper. Dynamiske hvor man ændrer på hundens knogler for at ændre belastningsforholdene i hundens knæ, eller stabiliserende, hvor man prøver at sætte et ”nyt” ledbånd i eller uden på knæet.
På hospitalet bruger vi flere forskellige metoder alt efter hundens størrelse, alder og aktivitetsniveau. De bedste resultater ses ved de dynamiske operationer, men der kan være grunde til, at vi ikke kan bruge dem. Der er også forskel i pris på de forskellige operationsmetoder.
Der findes flere dynamiske operationsmetoder, men på dyrehospitalet har vi valgt to som vi synes giver de bedste resultater; TTA (Tibial Thrust Advancement), eller TPLO (Tibial Plate Leveling Osteotomy)
Efterbehandling og prognose:
Med i prisen for operationerne er der altid to kontroller. Én hvor man kommer ind til vores veterinærsygeplejerske med speciale i Rehabilitering og får startet genoptræningen op, og én hvor dyrlægen fjerner suturer. Det kan være en god ide at tilkøbe et genoptræningsforløb. Genoptræning varer typisk 6-8 uger.