Vigtig information til vores AniPlan-kunder:

Vi oplever i øjeblikket en fejl i faktureringen af AniPlan-aftaler. Læs mere her

Coronavirus hos kæledyr


LÆS HER HVAD DU SKAL GØRE, HVIS DIT DYR SKAL TIL DYRLÆGEN.

LÆS HER HVAD DU GØR, HVIS DU ER SMITTET MED COVID-19 OG HAR KÆLEDYR.

Vi holder løbende artiklen opdateret med ny information og henviser til myndighedernes retningslinjer. Sidst opdateret den 18. februar 2022. 

Flere dyrearter har deres egen artsspecifikke coronavirus, som har eksisteret i lang tid og intet har med COVID-19 at gøre. Det gælder også for hunde og katte. 

Hos hunde kan coronavirus give mave-tarm symptomer som diarré, og hos katte kan coronavirus give mave-tarm symptomer og lede til kronisk bughindebetændelse eller FIP (Feline Infectious Perotinitis). 

 

Der er ingen indikationer på at kæledyr kan smitte mennesker med sygdommen COVID-19.

Vi har samlet de hyppigste spørgsmål her:

Kan mit kæledyr blive smittet med coronavirus (COVID-19)?

Baseret på rapporteringer fra hele verden kan SARS-CoV-2, som virus hedder, smitte kæledyr. Af hunde og katte er det dog primært hos katte at der er fundet smitte.  
 
Der er på nuværende tidspunkt ingen evidens for, at kæledyr er en kilde til at smitte mennesker med sygdommen COVID-19.  

Skal jeg være bekymret for om min hund eller kat får coronavirus?

Med over 390 millioner mennesker i verden smittet med SARS-CoV-2, er der ganske få smittede hunde og katte. Der er til dags dato blevet registreret 645 udbrud af smitte verden over, blandt 19 forskellige dyrearter.  

Der er derfor ingen grund til at være bekymret for, om din hund eller kat bliver smittet med coronavirus.  

Symptomer på COVID-19 hos hunde og katte 

Hvis din kat bliver smittet, får den eventuelt milde symptomer som snue og hoste. Hvis din hund bliver smittet, får den højst sandsynligt ingen symptomer. 

SARS-CoV-2 kan give sygdommen COVID-19 og symptomer på sygdommen er typisk hoste, feber og luftvejsinfektion. Hos hunde og katte er der mange forskellige årsager til luftvejsinfektioner, og det er relativt almindeligt at hunde og katte får infektioner, som giver hoste, snue og generelt ubehag.  

Derfor er der ingen grund til at blive bekymret hvis dit kæledyr får en let hoste. Hoster din hund eller kat voldsomt eller fortsætter den i mere end et par dage, så kontakt altid din dyrlæge. 

Kan min hund eller kat smitte mig med coronavirus (COVID-19)?

Nej, det er der ingen indikationer på. Al evidens peger på at den primære smittekilde for mennesker er andre mennesker.  

Det er dog fortsat en ny sygdom, hvor vi fortsat får meget ny viden løbende, og smittede bør altid være opmærksomme på at reducere risikoen for smittespredning. Virus kan overleve i 48 timer udenfor menneskekroppen og kan derfor blive spredt via partikler på overflader eller evt. Kæledyr. 

Husk derfor at have en god hygiejne i kontakt med dit kæledyr, såsom hyppig håndvask og afspritning.  

Skal jeg undgå kontakt med kæledyr, hvis jeg er smittet med COVID-19?

Ja. Skulle du blive smittet, så er det en god idé at undgå nærkontakt med kæledyr. Virus kan leve i 48 timer udenfor menneskekroppen, så selvom din hund eller kat ikke bliver smittet, så kan den bære viruspartikler. Er du smittet med COVID-19 anbefales det derfor: 

  • At du begrænser kontakten med kæledyr indtil du er rask
  • At du, hvis det er muligt, lader en anden passe dit kæledyr
  • At du undgår direkte kontakt med dit kæledyr, som kys og kram, og hvis du er i kontakt med dit kæledyr, anbefaler vi god håndhygiejne både før og efter kontakten, samt evt. mundbind
  • Har du brug for dyrlægehjælp til dit dyr og er du smittet med COVID-19, så anbefaler vi, at du lader en anden person tage dit kæledyr til dyrlægen og giver vedkommende fuldmagt til dette

Selvom man formoder at COVID-19 stammer fra vilde på et marked, er der ingen indikationer på at virus kan smitte kæledyr. 

Skal jeg undgå at lade min hund hilse på andre hunde?

Der er intet, der indikerer at hunde kan bære virus og du kan trygt lade din hund hilse på andre hunde, hvis du ikke er smittet med coronavirus, COVID-19, eller i karantæne.  

Der findes en række smitsomme sygdomme, som let smitter fra hund til hund, herunder blandt andet parvovirus og kennelhoste. Disse sygdomme kan du vaccinere din hund imod. 

Er du smittet med coronavirus, bør du undgå, at din hund kommer i kontakt med andre hunde. 

Kan jeg lufte min hund, hvis jeg er i karantæne eller smittet med coronavirus?

Kæledyr bør, hvis det er muligt, kun luftes i egen lukkede have, som ikke bør benyttes af andre. Hvis der ikke er adgang til egen lukkede have, kan hunde undtagelsesvist luftes i snor af en rask person.  

Din hund bør ikke have kontakt til andre dyr eller mennesker under luftningen og vær omhyggelig med at opsamle efterladenskaber. Når du overdrager din hund til din hundelufter, er det vigtigt at du overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger og undgår direkte kontakt med din raske person. 

Det anbefales at hundelufteren bærer handsker og generelt overholde de anbefalede retningslinjer for hygiejne, dvs. Håndvask og afspritning.  

Kan jeg godt lade min kat gå ud, hvis den er udekat?

Ja, du kan trygt lade din kat være ude. Der er indikationer på at smitten kan overføres til din kat fra en anden kat, men ingen evidens for at katte kan smitte mennesker.  

Er du smittet med coronavirus eller i karantæne bør du ikke røre ved din udekat, men udelukkende sørge for at den får mad og vand. Som tidligere nævnt, kan coronavirus sidde på dyret.  

Hvis du har brug for tættere kontakt med din kat, anbefales det at holde en god håndhygiejne med hyppig håndvask, spritte af før og efter nus, og at du bærer mundbind. 

Hvad kan jeg selv gøre for at undgå smitte fra kæledyr?

"Uanset situationen, så er det altid en god idé at have en god håndhygiejne omkring kæledyr. Undgå at lade dit kæledyr slikke dig i ansigtet og vask hænder regelmæssigt med sæbe," forklarer dyrlæge Frederik Meyland-Smith. 

Hunde og katte kan bære mange bakterier, så selvom der ikke er indikationer på, at kæledyr kan bære COVID-19, så er god håndhygiejne altid en god idé. Undlad at røre ved fremmede dyr. 

Du kan altid kontakte dit nærmeste dyrehospital.

 

Kilder:
DDD (Den Danske Dyrlægeforening)
Sundhedsstyrelsen
Fødevarestyrelsen
WSAVA - Global Veterinary Community
OIE (World Organisation for Animal Health)

 

Flere nyheder

    Error

    An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.