Der kan være mange årsager til at hunden slikker på poterne, ikke vil træde ordentligt ned eller at poterne er røde. På denne årstid er det dog typisk vejsalt, der er synderen. Frost og vejsalt er hårdt for hundepoter. Saltet ætser sig ind i trædepuderne og kan give smertefulde skader.
Saltet i gaderne kan være skadeligt for hundens poter, og det er vigtigt at være opmærksom på tegn som halten, poteslikken eller en søgen efter mindre saltede områder under gåture.
Den bedste måde at undgå problemet, er ved at skylle og tørre poterne efter gåturen. På den måde undgår man at hunden går med salt på poterne længere tid end højst nødvendigt.
Forebyggelse
For at undgå at saltet gør skade, er det godt at skylle poterne efter gåturen. Hvis hunden fortsat er plaget kan det være en fordel at bruge potesalve eller potevoks. Dette smøres på inden gåturen og kan købes hos de fleste dyrlæger. Har du mulighed for at lufte hunden på områder, hvor der ikke spredes salt, er det naturligvis den bedste løsning.
Behandling
Hvis hunden har ømme trædepuder er det vigtigt først at undersøge hundens poter grundigt. Se efter om der er sår eller sprækker. Er der rødme, dårlig lugt eller hævelse. Hvis poterne ser fine ud, kan du vaske dem med mild sæbe. Derefter skal poterne tørres godt, også imellem trædepuderne, og holdes tørre. Hos Dyrenes Butik kan du finde en række gode produkter til behandling af såre poter.
Hvornår skal jeg kontakte dyrlægen?
Hvis hunden fortsats har ømme poter, bør en dyrlæge undersøge poterne. Det kan være på grund af et fremmedlegeme i poten, som en flis, glasskår eller andet. Det kan være svært at opdage og skal behandles af en dyrlæge.
Hvis der er flænger eller sår skal det sys eller bandageres af en dyrlæge. Svamp er også en hyppig årsag til poteirritation og dette kan behandles hos dyrlægen.
Glem ikke allergien!
Allergi kan forårsage problemer med hundens poter og det kan være en lang proces at finde ud af, hvilken type allergi det drejer sig om. Her er det vigtigt at finde den rette årsag til symptomerne og vælge den korrekte behandling i hvert tilfælde.