Vigtig information til vores AniPlan-kunder:

Vi oplever i øjeblikket en fejl i faktureringen af AniPlan-aftaler. Læs mere her

Skal du rejse udenlands med hund eller kat?

I lande uden for Danmark findes mange sygdomme, som vi ikke kan beskytte vores kæledyr mod. Hvis en hund eller kat bliver smittet i udlandet, er der risiko for, at behandlingen bliver vanskelig, og at den endda kan smitte til dyreejeren. Her får du en række gode tips til både før og efter rejsen.

Tips til dig, der skal rejse udenlands med din hund eller kat

 

Vaccination

Der findes infektionssygdomme, som ikke giver symptomer før længe efter infektionen er kommet ind i kroppen. Derfor er der regler for katte og hunde, som skal krydse landegrænserne. Reglerne er til for, at kæledyret ikke skal blive smittet eller smitte andre, samt for at modvirke ulovlig handel med levende dyr.

Ud over de lovpligtige vacciner og behandlinger anbefaler vi også, at man beskytter dyret mod flere sygdomme alt afhængigt af, hvilket land man skal rejse til. Hunde og katte, der opholder sig udendørs i udlandet, er udsat for at blive bidt af flåter. Disse kan have sygdomme, såsom borrelia, babesia og anaplasmose, samt TBE (tick born encephalitis). 

Rejser man i det sydlige Europa, bør man forebygge mod leishmaniose. Denne overføres via bid fra sandfluer, og der findes ingen kurerende behandling. Alle disse sygdomme er potentielt livstruende, men relativt lette at forebygge.

Rabies, hjerteorm og rævens dværgbændelorm (echinococcus multilocularis) er andre sygdomme, som vi også skal beskytte vores dyr imod.

Du kan læse meget mere om reglerne for rejse i, og uden for Danmark på Fødevarestyrelsens hjemmeside under afsnittet 'rejse med hund og kat' på dette link.

Før udrejse

Der sker konstant ændringer i reglerne for import af dyr, og det er til enhver tid dyreejerens ansvar at have dokumenter og vacciner i orden. Dyreejeren har også ansvaret for at sikre, at hunden opfylder alle krav til indrejse i de lande, man passere på vej til sin destination.

Lande uden for EU har generelt strengere importkrav end lande i EU. Hvis hunden eller katten ikke opfylder kravene ved grænseovergangen, kan man risikere, at den sættes i karantæne på ejerens bekostning.

Tjek om der findes ekstra forbud

Der kan være forskellige nationale forbud i visse lande, som f.eks. et forbud mod nogle hunderacer. Ved rejse gennem flere lande skal kravene i alle lande, man passerer, være opfyldt. Kontakt landets ambassade eller konsulat for at få kontaktoplysninger til landets veterinærmyndigheder, hvis ikke ambassaden selv kan hjælpe med de nøjagtige regler.

ID-mærkning

Hunde og katte, som rejser inden for EU, skal være ID-mærket med en mikrochip af ISO-standard. Har dyret en læselige tatovering, der er givet før 3. juli 2011, samt et pas hvor datoen for tatoveringen fremgår, er det også godkendt.

Vaccination mod rabies

Hunde og katte skal vaccineres mod rabies, når de rejser til udlandet. Vaccinen skal gives mindst 21 dage før rejsen og skal være gyldig i passet. Hvor længe den er gyldig, afhænger af hvilken vaccine man har brugt.

Pas til kæledyr

Alle dyr, som skal rejse til udlandet, skal have deres eget pas. I passet indføres blandt andet chipnummer og rabiesvaccinationer, samt evt. behandling mod rævens dværgbændelorm. Det er ikke lovligt at indføre ekstraoplysninger i passet, hvis man ikke er dyrlæge.

Forebyggende medicin

En hund eller kat, som skal rejse udenlands, bør være vaccineret i henhold til det gældende vaccinationsanbefalinger. I Danmark i dag omfatter dette vaccination mod hundesyge, parvovirus, smitsom leverbetændelse og parainfluenza (”kennelhoste”) til hunde, og til katte gives vacciner mod kattesyge og katteinfluenza.

Beskyttelse mod lopper, flåter og sandfluer ved hjælp af spot-on, halsbånd eller lignende præparater anbefales. Spørg din dyrlæge til recept og nøjagtige råd for dit rejsemål.

Før hjemrejsen

Der er strenge krav til import af hund og kat til Danmark, da vi stort set er rabiesfrie (kun hos flagermus). Hvis dit kæledyr ikke opfylder importkravene, kan det blive sat i karantæne for din regning. Når du passerer tolden ved grænsekontrollen, skal passet fremvises med dokumentation på, at hunden eller katten har en gyldig rabiesvaccine. 

Der skal gå mindst 21 dage, fra dyret er vaccineret imod rabies første gang, før det må indføres til Danmark. Er dit kæledyr rabiesvaccineret inden udrejse skal du ikke gøre yderligere, da rabiesvacciner har en holdbarhed på 1–3 år. 

I tolden

Når du kommer med et dyr fra udlandet, skal du rejse ind i Danmark via et godkendt indgangssted for kæledyr. På indgangsstedet bliver din hund kontrolleret af en tolder eller grænsedyrlæge, som tjekker din hunds identitet og de ledsagende dokumenter. Kontrollen er ikke gebyrbelagt i Danmark, men kan være det i andre EU-lande.

Se flere regler om rejse med dyr på Fødevarestyrelsens hjemmeside

Hvis du medbringer flere end fem dyr, gælder særskilte regler. Se mere om dette på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

 

Flere nyheder

    Error

    An error has occurred. This application may no longer respond until reloaded.